Lad tankerne flyve afsted

mig hel

 

Kender i det med at man bare sidder og tænker. Man sætter sig ikke bestemt bare for at tænke, men ja man gør det bare. Man lader tankerne flyve afsted. Det er som om man bare har brug for det en gang i mellem. Nogle gør det når de skal sove, mens andre bare sætter sig udenfor og bare kigger ud i luften. Nogle tænker over en person de har skubbet væk, andre tænker over hvad de skal lave imorgen.

Mange gange når jeg sidder og tænker, så er det tit over ting der skal ske, hvor jeg forestiller mig samtaler eller episoder. Det er dog sjælendt det sker som inde i mit hoved. Andre gange tænker jeg på det omkring mig. For et par måneder siden mistede jeg min onkel, hvilket tog hårdt på mig. Dagen for begravelsen mindede mig meget om min fars, så det var som at blive taget tilbage i tiden. Jeg tænker allerede på min far hver dag. Det er ikke bare noget jeg siger – jeg gør det faktisk. Jeg plejede i mange år at sige godnat til ham hver aften og stoppede faktisk først, da jeg fandt sammen med min eks. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg bare af en eller anden grund. Men når jeg for tiden tænker på de ting, så er det ikke decideret ham som person. Men hvor meget andre tager deres forældre forgivet.

Ingen forælder er perfekt og ja nogle gør det bedre end andre. Det vigtige er om ens forælder virkelig gør hvad de kan for en, ikke om du føler at de gør det, men om de faktisk føler de gør. Ens egen opfattelse og ens forældres er dybt forskellige. Det ved du når du har haft skændtes med din mor eller far, hvor han/hun faktisk bare vil det bedste for dig, men du er uenig. De gør hvad de kan. Forældre er ikke superhelte, de kan ikke alt, de er som alle andre. De er som dig, men de har bare et større ansvar, da de har ansvaret overfor dig. Det er bare til tider, når jeg ser hvordan folk vælger deres forældre fra, når man ser hvor meget forældrene gerne vil være sammen med sit barn, men barnet ikke rigtig giver dem en chance. Eller når børn/unge disser deres forældre og egentlig ikke tænker på deres følelser og ser at forælderen vil gå gennem ild og vand for en. Det gør ondt at se, for de ved ikke hvor ondt det gør på os andre. Der er nogle, som mig og mine søskende der sådan brænder efter tid med vores far, men vi har ikke muligheden for det. For han er død. Det gør ondt når vi ser folk der ikke vil bruge en enkelt dag på at hygge med deres mor eller far, mens vi sidder og ville ønske vi bare havde en enkelt dag mere. 6 af mine søskende og jeg har været heldige, at vi i det mindste havde nogle år med vores far og nåede at kende ham. Men det fik min søster aldrig, for hun var kun 4 måneder gammel da han døde. Jeg ved hvor meget hun altid har ønsket at kende dem mand, hun har fået så mange historier om og jeg kan se hvor pinefuldt det er, når andre skubber deres forældre væk, bare fordi de ikke gider dem. Ja nogle har en god grund, mens andres er ret latterlige. Tænk på hvor mange der ville give alt bare for en enkelt dag. En enkelt dag at blive holdt om. En enkelt dag at snakke med personen igen. En enkelt dag bare at kunne sidde sammen med personen. Jeg ved jeg ville give alt jeg overhovedet kunne, for at give mine søskende muligheden for at se vores far igen. Så når folk vælger deres forælder fra, bare fordi de ikke lige har lyst til at se dem, fordi der er nogle de hellere vil være sammen med. Så kan jeg ikke lade med at blive lidt gal. For de har muligheden. Det har vi andre ikke. Tænk på hvor meget i har, som andre aldrig nogensinde vil få igen.

Det er hvad mine tanker flyver omkring med for tiden.

 

I forgot!!

20130926-214614.jpg

20130926-214625.jpg
Jeg havde da fuldstændigt glemt, at min mor havde nogle skumfiduser i skabet, hvor jeg måtte tage halvdelen! Så mens jeg nu ligger og ser Charmed, så kom hun da liiige ind med dem – for hun rog sen anden halvdel 😉 NAMME NAMME!!! Og så er de endda gluten free! Nu skal min neglelak bare tørre så jeg kan spise skumfiduserne 😀

20130926-214639.jpg

Wauw

20130926-162936.jpg

20130926-162955.jpg
Prøv lige at se en ret fed himmel der var herhjemme ved min mor tidligere! Senere var der en sky, som mindede meget om skyen fra Disney’s Peter Pan! I ved der i slutningen hvor de flyver i skibet og det så bliver en sky 🙂 så vi blev enige om at Peter Pan var på besøg 🙂

Never tell a lie

fuck-fuck-you-girl-legs-Favim.com-212084_large

Jeg har den seneste tid gået og været en smule småirriteret, hvilket har gjort at jeg vil skrive om et nyt tidspunkt i mit liv. Ligesom da jeg skrev om da jeg var lille.

Denne tid strækker sig fra a jeg var 10 år og frem til den dag idag. Da jeg blev syg tilbage i år 2000, altså som 10årig, var det meget hårdt og det var noget helt nyt jeg skulle vænne mig til. Jeg skulle til at tage medicin, jeg fik mange smerter og jeg kunne ikke rigtig det samen som de andre i skolen. Jeg måtte tit sige fra, hvis de skulle noget efter skole, fordi jeg simpelthen havde det for skidt. Sådan var det på alle mine skoler/uddannelser. Det endte også med at folk ikke rigtigt inviterede mig til ting, fordi de tænkte at jeg jo er syg, så det er bedre at jeg bare ligger derhjemme.. Men jeg kunne nogle gange godt tage med til ting, men jeg fik bare ikke chancen, fordi jeg ikke blev inviteret. Dog fik jeg nogle gode veninder på HG, som netop gav mig en chance og de så jo så at jeg godt kunne i visse mængder. Også i folkeskolen var vi en lille flok, hvor jeg også lavede ting med.

Mens jeg gik på HG pressede jeg mig selv meget hårdt, hvilket i bund og grund også gjorde mig mere syg. Men jeg ville ikke rigtigt accepterer det, fordi jeg ikke ville være anderledes end de andre. Det gjorde så også at jeg siden HG sluttede har været hjemmegående og nu er i arbejdsprøvning. Alle omkring mig gik enten i skole eller arbejdede, så de havde ikke rigtig tid til at ses, da jeg har mindst energi om aftenen, hvor det jo så var der de havde tid. Så i bund og grund havde jeg for det meste ‘kun’ min mor. Men det har også gjort at vi har et rigtig godt forhold og samarbejde, i fortæller hinanden rigtig meget og lytter altid når den ene af os lige har brug for at snakke. Vi kan se når den anden skjuler at man har ondt og vi ved hvornår vi lige skal give en hjælpende hånd. Det er noget andre har svært ved at forstå til tider, jeg er blevet kaldt mor-syg og alt muligt, fordi jeg snakker meget med min mor, men det er bare fordi vi har det super godt sammen. Selvfølgelig kan vi gå hinanden lidt på nerverne, men sådan er det jo.

Noget af de hårdeste ved min sygdom er ikke altid de fysiske smerter. Det er mere de psykiske og det der følger med pga dem rundt om mig. Jeg kan tåle MEGET oppe i hovedet og også at lytte til andres byrder. Men nogle gange kan jeg mærke når det går skidt og derfor er jeg nødt til at sige stop, f.eks hvis man debattere noget. Hvilket virkelig har været en kamp med mine brødre. Det er meget bedre nu, men vi har det tit med at være uenige og derfor bliver jeg jo til sidst syg, fordi jeg bliver skubbet så langt ud psykisk. SÅ jeg har nogle gange måtte tage en pause fra dem på flere uger, hvor jeg intet siger til dem, fordi mit hoved skal beroliges. Det er svært at forklare hvad der sker i mit hoved, men på nogle punkter kan jeg bare mærke når det ligesom går ud over sygdommen, sådan så jeg også er ved at blive fysisk syg. Men det er hvor jeg bliver skubbet så langt ud at ALT i mit hoved bliver forkert, så jeg bare bryder sammen og ender i sengen i flere dage.

Nogle gange møder jeg også nye mennesker, som kan have lidt svært ved at jeg er syg, fordi jeg kan ikke bare ses hele tiden, jeg er nødt til at planlægge det og hvis jeg bliver for nervøs eller glæder mig for meget, kan jeg blive syg. Hvilket mange ikke kan acceptere. Men jeg siger altid sandheden angående sygdommen. Hvis jeg har det skidt, så fortæller jeg det, så de ved at det intet har med dem at gøre, men at vi simpelthen bare må finde en ny dag. Det har mange bare svært ved. Jeg har mistet mange veninder gennem tiden og så sent som for et par uger siden, mistede jeg en veninde som jeg troede forstod mod. Men hun mente at jeg bare brugte min sygdom som en dårlig undskyldning for at slippe for at se hende. Men det er virkelig noget som pisser mig af.

Man skal ALDRIG sige at jeg bruger min sygdom som en undskyldning for ting. Jeg har kæmpet mod den i SÅ mange år at de fleste ville bryde sammen, hvis de vidste hvor meget psykisk og fysisk jeg har været igennem pga det. Hvor meget skyldfølelse jeg får, når jeg er nød til at aflyse en aftale. Hvor mange familieting jeg har måtte sige nej til, fordi jeg er blevet syg, fordi jeg har glædet mig for meget. Jeg lyver ALDRIG angående min sygdom, hvis jeg netop fortæller hvad sygdommen gør ved mig, hvis jeg indvier en person i mit liv, ved at sidde og forklare i detaljer hvad den gør, så er det fordi jeg stoler på personen og ikke vil miste personen. Det gør så fandens ondt når folk beskylder mig for at bruge/udnytte sygdommen, for hvad fanden bilder i jer ind? Er i overhovedet klar over hvor stor en pest det er? Jeg havde i sidste uge nogle psykisk hårde dage, så bare hvis nogle afbrød mig når jeg snakkede, så var jeg ved at bryde sammen i tåre, ikke fordi jeg blev afbrudt, men fordi så kommer ALT inde i mit hove ud.. Alt jeg har gået og grublet over siden jeg sidst har været brudt sammen kommer op til overfladen og så kommer det ud på en gang. Det ender med at jeg kan ligge i en uge, uden at kunne spise ja endda uden bogstaveligt talt at kunne bevæge mig. Er i overhovedet klar over hvor dårligt man har det med sig selv, når man er så dårlig at man ligger med en skål ved kinden, fordi man ikke engang kan sluge sit eget mundsavl? Jeg bliver så rasende når folk siger de forstår mig og at de ved hvad jeg kan osv, og de så bare viser at de slet ikke forstår eller i det mindste accepterer det der er med mig, når jeg simpelthen ikke kan lave det om! Er i klar over hvor ondt det gør, når jeg får at vide at folk der har kendt mig i flere år, fortæller løgne bag min ryg? At jeg bare ligger i min seng og ikke gider en skid, er doven og faktisk slet ikke er syg åbenbart. Er der for sjov jeg betaler for dyr medicin? At jeg skal til kontrol hvert halve år? At jeg har mistet så meget, pga nogle fucking sår i min tarm? Rend mig et vis sted..

Jeg sidder og skriver dette indlæg med tårer i øjnene, fordi jeg bare indenfor den sidste måned blandt andet har mistet en veninde og jeg er igen blevet beskyldt for at bruge min sygdom bare for at slippe for noget. Men jeg har det skidt og sådan er det bare. Kan man ikke acceptere at mit liv er sådan her, at jeg ikke bare kan sige jamen vi ses om en måned – fordi jeg ikke ved om jeg er syg der, at jeg bare kan så meget som andre. Ved i hvad? Så kan i lige så godt skride ud af mit liv nu, for jeg finder mig ikke i den måde jeg bliver omtalt eller behandlet på.

Gizmo altså

20130925-220929.jpg
Åååh den hund altså! Jeg har lige siddet og set kanal 5 inde i stuen sammen med min mor, så nu ville jeg gå ind for at se Charmed inde i min seng. Men jeg ville da lige i nattøj og så putte under dynen! Mmh dejligt! Jeg er dog begyndt at fryse om natten, normalt sover jeg med shorts, for da jeg var sammen med min eks, havde jeg jo en at putte med om natten, så frøs jo aldrig, da han var deeeejlig varm! Og så hele sommeren har jeg jo også sovet short. Ergo er det omkring 1,5 år siden jeg sådan rigtigt har sovet i natbukser..
MEN! Da jeg så kom ind på værelset havde den kære søde hund hevet dem ned på gulvet.. Og puttet ved dem (ligesom når min mor er hjemmefra, så tager han hendes sutsko).. Det negative er så bare at han har åbenbart savlet denne gang! EEEEW! Yuk…. Så de skal til vask og jeg er nødt til at fryse i natshorts.. I denne tid hvor alle bliver syge.. Aint that just great 😀 haha.. Ej, han var nuttet og tja, må vel bare have et ekstra tæppe over mig i nat…

Ps: Gizmo t-shirten har lige overtaget cookiemonsterets plads natten over 😉

xoxo