Fearless

Late at night

barndom

Nej jeg var ikke glad for Ronald McDonald, hader klovne:)

 

Jeg sidder her og ikke rigtig har lyst til at gå i seng endnu. Klokken er over 22, jeg er træt, men det er som om jeg bare ikke har ro nok indeni endnu. Jeg har tænkt de sidste par dage – eller faktisk i noget tid nu. Folk tror jeg har sådan et godt liv der er positivt konstant, selvom jeg roder mig ud i ting, at jeg altid er glad og at jeg har det nemt fordi jeg er mig. Men sådan hænger det slet ikke sammen. Og det har det aldrig gjort. Så jeg har valgt at skrive lidt om mit liv. Men jeg vil dele det op i flere indlæg. Sådan så jeg ikke får skrevet en hel roman!

Siden jeg var helt lille har jeg været genert og følt mig anderledes eller lidt malplaceret til tider. Når vi fik gæster stod jeg ikke ved døren og ville se hvem der kom, næ nej, jeg styrtede nedenunder til min storebrors værelse og gemte mig under hans bor. Jeg egentlig ikke hvorfor. Jeg var nok måske bare ikke altid så glad for at møde nye mennesker? Men selv i børnehaven følte jeg mig til tider udenfor og der er det måske nogle tænker ‘sådan kan man ikke føle så tidligt’ – jo man kan! Jeg blev drillet meget, så jeg havde det utilpas, jeg havde også mange skønne dage der og jeg elsker at gå forbi børnehaven. Men det med at være anderledes fulgte mig helt til da jeg startede i skole. Heldigvis startede jeg i klasse med min gamle bedsteveninde, som jeg har kendt siden vi blev født, så det var jo en trøst. Selvom min lærer havde det med ikke at sætte os ved samme bord, netop for at vi også skulle lærer de andre bedre at kende. Hm, øv! Men jeg havde det godt der. Nogle kunne jeg rigtig godt med, andre brød jeg mig ikke om. Jeg snakkede faktisk mest med drengene, fordi pigerne ikke rigtigt sagde mig noget. Hvilket også skabte lidt drilleri, men jeg hyggede mig mere med dem.

Da jeg så skulle til at gå ud af 1. klasse, da døde min far, hvilket var meget hårdt. Jeg kan huske en del derfra både af lugte, følelser, syn og alt muligt, hvilket ikke er noget jeg snakker med nogen om, da jeg finder det som værende private minder jeg ikke ønsker at dele. Men som sagt var det meget hårdt. Så jeg var meget skrøbelig på det tidspunkt. Desværre var jeg derfor også et nemt offer og der blev i løbet af det næste år sagt og gjort nogle ting mod mig, som gjorde at jeg havde det psykisk hårdt gennem mange år derefter. Det er ikke noget jeg tumler med idag, men følelserne jeg havde dengang, de kan stadig mærkes. Jeg kan godt snakke til de personer fra dengang den dag idag, men inderst inde indrømmer jeg gerne at jeg aldrig vil kunne tilgive dem.

Jegs skriver ikke det her indlæg for at få millidenhed af nogen som helst art, faktisk hader jeg at blive ynket. For trods de dårlige ting der er sket igennem mit liv, så tror jeg på at de har været med til at gøre mig til den jeg er idag. De har lært mig at værdsætte de små ting, at behandle andre som jeg selv vil behandles -bl.a med respekt, at livet nogle gange bare er noget lort og det kan man ikke gøre noget ved. Nogle oplever meget dårlige ting tidligt i livet, andre gør det først senere hen, men det er bare en del af livet og det må accepteres. Jeg er glad for den person jeg er idag, men det har også taget mig rigtig mange år. Det tog mig mange år at finde mig selv og at acceptere den jeg er, samt at jeg ikke kan ændre fortiden, men at jeg selv støber min fremtid. Næste indlæg om mit liv vil handle om den næste hårde tid jeg stødte på og jeg håber da i vil læse med og lærer lidt mere om mig og min rejse gennem livet.

xx

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fearless