Allways be yourself, there's no one better!

‘Hvorfor er det altid de søde der dør?’

”Hvorfor er det altid de søde der dør?” spurgte min mors kærestes datter mig her til aften. Min søster fortalte os,at min gamle lærer fra folkeskolen døde til morgen pga kræft. Jeg havde hende bl.a i 8. klasse til håndarbejde, og selvom jeg godt vidste at hun ikke havde lang tid tilbage, så kom det nu som et chok.

Men spørgsmålet hænger nu ved. Hvorfor er det altid de søde der dør? Der er vel altid en som holder af den person der dør, så måske er det faktisk et spørgsmål der ikke kan besvares, kun ved at sige at sådan er det ved alle mennesker.

Siden jeg var lille, er der mange jeg holder af, der gennem årene er gået bort. Nogle tab er hårdere end andre, da det jo er forskelligt hvad personer betyder for os. Men det giver altid et stort stik i hjertet. Nogle kan have svært ved at håndtere sorgen og det er okay. Nogle håndtere det på deres egen måde og nogle er måske længere tid om det. Man kan være ked af det i længere tid end andre, men det betyder ikke der er noget galt med en. Alle mennesker er forskellige.
Hvis du har mistet en du på et tidspunkt har holdt af, en hvis død gør dig ked af det og du stadig er ked af det – lige meget om det er en måned siden, et år, 5 år, 13 år, det er ligegyldigt. Hvis du er ked af det, så vær ked af det. Savner du en, så savn dem. Hvis du stadig elsker en, så elsk. det nytter ikke noget af skubbe det væk og det er ligegyldigt hvor langt tid det tager, for det duer kun hvis du gør det i dit eget tempo.
Nogle vil måske mene at man så kan komme til psykolog. Især hvis man efter lang tid stadig kan blive rigtig ked af det. Men hvis du ikke har lyst til at skulle til psykolog, så skal du heller ikke. Tal om det med din familie, venner, din kæreste. Hvis det er for hårdt for dig, så skriv det ned på et papir. Hvis det er en du holdte utroligt meget af, så skriv dine minder ned. Skriv dem ned og læg dem i en bog. Gennem tiden glemmer vi ting, så hvis du, som jeg, kun havde kort tid med den du holdte af, så er minderne noget af det mest dyrebare du har tilbage fra dem. Skriv om de bedste ting du kan huske, men husk også de mindre gode sider. Dem der er gået bort, var ikke altid godheden selv. Alle har nogle dårlige sider og selvom folk siger du bare skal huske de gode sider, så husk også dem du finder mindre gode. Et minde er et minde, og det vigtige er at huske den person der var. Så at udelukke minder, det ville ikke være at huske på den rigtige måde.

Jeg har aldrig selv gået til psykolog, da det aldrig har været noget jeg ville. Vil man ikke hjælpes af en psykolog, så kan de heller ikke hjælpe en. Man skal være villig. Men det har nok også noget at gøre med, at jeg altid har ment, at de mener at at de kan hjælpe en med alt oppe i hovedet, at de forstår, selvom de ingen anelse overhoveder har om hvordan man faktisk har det, for intet menneske føler ens, da det er forskelligt hvad folk forbindelse er til emnet (an på hvorfor man ser en psykolog).. Psykologerne, ja de vil sikkert mene jeg har problemer med min far, at jeg ikke taler nok.om ham, fordi jeg stadig bliver ked af det, men det er forskelligt hvad der forgår i hovedet, og det er forskelligt hvor længe folk tager om at hele.. De vil mene det er et problem, fordi jeg går når folk taler om ham – måske fordi det er ting der sårer de siger? Og at når det er bestemte mærkedage kan man blive trist eller når der kommer et nyt minde, eller man har mareridt, hvilket heldigvis ikke sker så efter længere… But nope, man bliver “beskyldt” for at være et trist nervevrag, som er ked af det 24/7 og ikke kan komme videre i livet.. Nej det er sikkert ikke alle der er sådan, men sådan har det været ved alle dem jeg har mødt, som har bare den mindste uddannelse indenfor sådan noget..
– Men Hejdi måske har de en pointe i det? Tjo det kan da godt være. Men jeg mener også, at man skal have lov til at håndtere tingene i ens eget tempo. Og man ikke behøver at skynde sig at komme videre, bare fordi andre mener det.

Men kommer man nogen sinde over det? Det tror jeg faktisk aldrig man rigtig gør.Det kommer til at gøre mere ondt ja. Men jeg tror bare man begraver ens smerte længere og længere ind i ens sind, så man ikke lægger lige så meget mærke til det.
– Det kan også bare være jeg er helt galt på den, men det er jo bare min mening, og da det jo er min blog, så kan jeg jo skrive om lige præcis det jeg vi..

Live, love, let go.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Allways be yourself, there's no one better!