Sundays at Tiffany's

Love happens… sometimes…

Hvorfor fanden i en helvede skal alt være så svært?

Kærlighed, livet, alt.. ja det er faktisk ret simpelt synes jeg.. For de vigtige ting i livet er noget man skal kæmpe for, for hvis man ikke kæmper og ikke har fortjent det, hvorfor skulle man så have det?

Jeg har altid haft det sådan med, at når man kommer i puberteten, så kan man godt være lidt teenageforelsket i en fyr/pige.. Men det er også det der kaldes puppy love.. Man ved ikke rigtig hvad den virkelige kærlighedsfølelse er, hvor en person virkelig rammer plet i ens hjerte, ens himmel er mere blå, at man føler man kan klare alt så længe man er sammen med den person.. Derfor kan jeg godt sige at jeg ikke havde nogen kæreste i folkeskolen og havde heller aldrig været på date. Det gjorde mig hverken mindre moden eller barnlig, for jeg vidste at jeg ville mere end det. Jeg gad ikke have en ny fyr hver uge. Jeg ville have noget der var ægte, meget mere en puppy love..

Derfor mødte jeg en fyr da jeg var 19 år gammel, han var ikke den første jeg faldt for, men han var den jeg elskede først. Jeg har lige siden ikke følt noget så stærkt for en anden.. Jeg ville ikke pt drømme om at finde sammen med ham igen, men jeg ville da gerne have ham i mit liv. Som en ven. Dog vil jeg også sige at jeg ikke er 100% sikker på hvad jeg ville svare, hvis det faktisk skete at spørgsmålet var der. Ville jeg så sige ja og prøve igen? Eller ville jeg sige nej? Jeg ved det virkelig ikke, for jeg ved ikke hvordan det ville være at se ham igen, selvom jeg har prøvet det igen og igen inde i mit hovede.. Hjertet følger sine egne veje og det er ikke altid let at forstå, det kan også være svært at vide hvad man egentlig føler..

Efterfølgende ved jeg dog, at jeg har været faldet for en enkelt eller to, men aldrig så kraftigt som før. Gad vide om det er sandt? At ens første kærlighed er en man aldrig vil glemme, fordi den har stor en indflydelse på ens hjerte?

I hvert fald tror jeg på, at hvis man virkelig elsker en person, så vil kærligheden aldrig forsvinde helt. men samtidig hvis en person har ændret sig så meget at man intet kan genkende i personen, så elsker man ikke den person mere, men kærligheden til den person man kendte vil stadig være der.. If that makes sense? 🙂

Kærlighed er noget af det bedste i verden, at føle at man altid vil være sammen med en person, at man liver elsket både for sine gode og ”dårlige” sider af den man elsker.. Men når man så får sit hjerte knust, så gør det virkelig også ondt, især hvis man virkelig elskede en person, men hvis man virkelig elskede ham/hende så vil man også bare have at personen er glad, om det så er med en selv eller med en anden.. been there done that… og jeg vil personligt altid elske ham.. Selvom han har opført sig som en idiot efterfølgende, har behandlet mig som skidt og han… ja…faktisk var en idiot – men ser du, jeg bliver også vred, skuffet, ked af det, såret.. Men det forsvinder igen.. Det bliver aldrig ved..

Men jeg ved også at der må være en derude til mig.. En som jeg vil elske og som vil elske mig for den jeg er, en der accepterer og respekterer mig, ligesom jeg vil gøre det samme ved ham.. Dog ville jeg gerne snart møde ham (eller møde igen hvis jeg allerede har mødt ham før!).. Samtidig føler jeg dog, at det nogle gange er som om jeg ingen fremtid har, at jeg kan drømme om ting, håbe på at de sker.. Men det virker aldrig som planer, som så mange andre ting.. Men mere som drømme der aldrig vil ske, som hvis jeg ingen fremtid har? Som om det bare ikke er meningen at jeg skal være her i fremtiden..

Jeg håber på MIN mand, børn, børnebørn.. en fremtid.. men er det for meget at forlange, når det aldrig har følte virkeligt?..

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sundays at Tiffany's